Skip to content

20 integrationsforslag

April 2, 2009

God kronik i Berlingske dag af Farshad Kholgi. Jeg er ikke enig i alle forslagene (eksempelvis skurrer ordet “tvangsfjernelse” fælt i mine ører – det samme gør kvoter), men der er bestemt en del der er værd at overveje. Visse af dem er endda serveret med en temmelig skarp kant – eksempelvis nr. 19:

19. En ærlig fremtidssamtale med de mest utilpassede familier, der med Al Jazeera i baggrunden opdrager deres børn til at hade demokratiet, råbe død over jøderne og længe leve sharia. Denne samtale skal få disse familier til at overveje, om ikke de ville være mere lykkelige, hvis de rejste til et land, hvor man vitterligt dyrker sharialove. Der er ingen, der tvinger folk til at blive i et demokratisk land imod deres vilje.

Jeg er specielt begejstret for nr. 3 og nr. 18.

3. Nedlægge alt, hvad der findes af integrationsråd og integrationskonsulenteri. Samfundet har brug for dygtige skolelærere, der er klædt på til at tackle de etniske børns problemer og ikke mindst deres forældres mentalitet og ikke selvbestaltede integrationskvaksalvere.

[…]

18. Ophævelse af alle særlove, som de religiøse organisationer indtil nu har haft held med at indføre. Religionsfrihed betyder, at alle religioner kan leve sammen i fred. Det betyder ikke, at alle skal rette sig efter én ikke-reformeret religions tabuer. Alle børn uanset religion skal følge med i alle de aktiviteter, udflugter og fag, som skolen har på programmet. Kun med et sekulært udgangspunkt kan vi skabe et rummeligt samfund med plads til alle idéer – og danne demokratiske borgere. Religion er en privatsag. Særlove skaber afstand og i sidste ende et uundgåeligt parallelsamfund, som vi allerede nu kan opleve i England.

Amen.

Lam Palin

March 22, 2009

For en gangs skyld er det lykkedes Politiken at publicere en artikel der pissede mig af, uden at det har noget med Politikens egen fremstilling eller valg at gøre:

Palin raser over Obamas handikap-joke

Palin formår at lyde som de skingre tyndhudede, venstreorienterede politisk korrekte godhedsdisciple som hun, øjensynlig er i opposition til. Dybt idiotisk. Der var intet krænkende i den joke . Hvis man ikke kan klare at der bliver taget pis på en, specielt i betragtning af at “Special Olympics” ikke ligefrem er sammenligneligt med den ægte olympiade, rent præstationsmæssigt, jah så er man bare en selvhøjtidelig tude-tøs der ikke fortjener at blive taget alvorligt. Held og lykke med election 2009.

Transformers geek-culture on display

March 21, 2009

I wasn’t browsing for anything Transformers-related. Honestly. But I did find that Optimus Prime-guy particularly impressive…

Monetary Standards and Financial Crises

March 21, 2009

Found this slideshow by nobel laureate Robert Mundell (one of the guys behind the Mundell-Fleming model) at Rodriks weblog. It concerns the evolution of monetary systems and analyzes the current crisis problem. I found a few remarks particulary interesting. At slide 8 – in the victorian age:

In the nineteenth century, the British Empire was the first-among-equals great power, the pound sterling was the most important currency in the world, and London was the financial center of the world.

There were no major banking crises that affected the stability of the system.

I dunno if this is really correct – well, maybe there were no all-encompassing banking crises, but there were financial crises even during the gold standard of the late 19th century. At least that’s what I remember from the books I read about it (mainly Eichenberry). Mundell goes on to argue that there were no banking crises during Bretton Woods, and his general argument is that fluctuating exchange rates are one of the key sources of banking crises.  I think there are many good points to Mundells argument, although I think he fails to spell out in detail why exactly fluctuating exchange rates are so harmful, in this particular slideshow.

I myself am kinda ambivalent towards the question of fluctuating vs. fixed exchange rates. I know that great liberals like Friedman and Hayek were in favor of fluctuating exchange rates. But it runs into the political problem of great economic  powers like the US (or maybe some day China og the EU) abusing the system by flooding it with money, inflating the global economy. I see Mundells argument that fluctuating rates incites economic nationalism, especially when one of the currencies (the dollar in this case) becomes a sort of “key” currency with the privileges and political ramifications this entails (seignorage privilege for example, making US politicians less accountable to good economic governance). But Mundell is also blind to the political side of this, in my opinion. The fixed rate system of Bretton Woods was simply a ticking timebomb, waiting to burst – because it’s impossible to leave a system of fixed exchange rates in to the hands of politicians. They are not able to enforce it, because enforcing it requires them to spend political capital in the process. The idea behind the Bretton Woods was that politicians were to deflate their economies whenever tradedeficits arose, to curb the damage to competitiveness inflicted by inflation. But US politicians would never do this, as they could simply finance the deficit by printing money. In the end the gravitational pull of the “Triffin dilemma” became irresistible, forcing Nixon to abolish the system of fixed rates.

It seems that Mundell simply assumes that if we could just get politicians to agree on a “world currency” and a suitable framework of governance for this currency (rules, institutions like the IMF etc.), a fixed exchange rate system would be preferable to the system of fluctuation. My objection is that this is not plausible – politicians will always look for ways to abuse systems like this, to satisfy their own electoral needs. So the problem is to find a system that is most robust towards this sort of abuse.

I once read an essay about the “Denationalization of money” by Hayek. Back then I found it utterly implausible that you could have that many currencies without the system drowning in transactions costs. However I recently saw a show on National Geographic about the history of the dollar (geeky, I know), and apparently for a substantial amount of the 19th century, US banks each had their “own” version of the dollar. Which meant that there were 500+ different currencies in the us for several decades. Of course this system was rife with problems of monetary fraud. But I still find it fascinating that it seemed to work – if money can be identified with specific banks, this should have an accountability effect on the banks to spur economic responsibility. Of course the system was abolished eventually, in favor of a centralized dollar (and, much later, a central bank). Maybe it didn’t work – or maybe it was politically opportune to abolish it. Who knows. All I know is that it solved much of the problems with “fake money”.

Anyways, read the whole slideshow – it’s interesting. And the last part about the “Goats of international finance” is not without humor. Oh, and I disagree with him that Lehman shouldn’t have been allowed to fail. But that’s mainly because I personally think that the whole “too big too fail”-concept reeks with moral hazard.

Gnæk

March 15, 2009

I forbindelse med at jeg søgte efter denne mere eller mindre underlødige post af Naser Khader om Bonnichsen (Khader skal vel være den sidste i landet til at uddele idiotpriser, i lyset af hans egne præstationer de seneste 2 år), skulle jeg søge på Khader for at finde det relevante blog-indlæg. Nedenstående dukkede op som Google’s første forslag, baseret på hits/links.

Khader svin

Khader svin

 

Må være træls at have forbundet med sit navn på internettet, for tid og evighed…

Lurer-Licens-Lars

March 3, 2009

Hvis der skulle herske nogen tvivl om at velfærdsstaten har en indbygget totalitær tilbøjelighed, så skulle den vidst efterhånden være manet jorden – tak til de Konservative:

Kulturminister Carina Cristensen (K) vil give de statslige licensinspektører mulighed for at tvangstilmelde folk til medielicensen, bare inspektørerne gennem et vindue kan se et fjernsyn eller en computer i stuen eller gennem døren kan høre, at der kører et apparat.

[…]

Hvis en licensinspektør tvangstilmelder en borger, skal beslutningen ganske vist præsenteres for vedkommende, men så vidt Oluf Jørgensen kan læse ud af lovforslaget, lægges der op til omvendt bevisbyrde, så det herefter er op til borgeren at bevise, at der ikke er noget apparat på adressen.
[…]

»Det er bemærkelsesværdigt, synes jeg, at et lovforslag lægger op til statsautoriseret vindueskiggeri«, siger Oluf Jørgensen, der frygter, at den nye, mere aggressive fremfærd fra licensinspektørerne vil gå ud over Danmarks Radios omdømme i befolkningen.

Interessante tider.

Teknokraten Fogh

March 1, 2009

Normalt springer jeg behændigt avis-kronikker over, når de er skrevet af politikere. Årsagen er at det er de færreste politikere i Danmark der har blot tilnærmelsesvist interessante tanker på hjerte. I reglen er der blot tale om tåbelige floskler og indstuderede paroler, tilpasset konteksten efter bedste evne (og den evne glimrer ofte ved sit fravær, også i dette tilfælde, hvor en del af kronikken omhandler udenrigspolitik – se længere nede). Det gælder for både højre og venstre. Ida Aukens kronik i Politiken i dag er ingen undtagelse. Alligevel fangede et par af paragrafferne i den min opmærksomhed. Årsagen er at når man skærer alle de fortærskede venstreorienterede klicheer fra, og graver sig ind til temaet, er der noget essentielt sandt i det Auken forkynder:

Men leder man efter politisk substans i Foghs meritter, er der ikke meget at komme efter. Det skyldes, at Anders Fogh måtte lægge sit politiske projekt – minimalstaten – i graven for at komme til magten, og efter en vellykket, men temmelig overfladisk værdikamp, har Fogh snarere ledet landet som en dygtig embedsmand end som en visionær politiker.

[…]

Fogh er et levende bevis på, at man kan komme langt uden et politisk projekt. Men resultatet bliver også derefter.

Og han har haft let spil, for de seneste syv år har vi haft et økonomisk opsving, der kan sløve selv den skarpeste kritikerhjerne.

Når alting går godt, er det lettere at bilde folk ind, at det politiske ikke spiller en rolle, og at det er nok at administrere og finjustere de samfundsmæssige strukturer. Desuden kan man let forledes til at tro, at der ikke er behov for de store forandringer, gennemført i fællesskab.

Hver gang Fogh er stødt på et reelt politisk problem, har han benyttet sig af samme taktik. Først har han nedsat en kommission, hvor problemet kunne parkeres en årrække.

Dernæst har han nøjedes med at forholde sig til halvdelen af kommissionens forslag. Til slut er han endt med en række halvgennemførte reformer: politireformen, kvalitetsreformen og med al sandsynlighed nu også skattereformen.

Hvor ville jeg dog ønske at den mere argument-resistente del af venstrefløjen (dem der lige nu vræler og vrider sig over minimalstats-tyranniet) ville læse med. For det ovenstående er jo såre sandt: Fogh er en socialdemokratisk administrator, ingen ideologisk politiker. Og det samme gælder hans regering. Det kan være at det hjælper at det er en Auken der forkynder sandheden.

Resten af kronikken er en endeløs syndflod af populistiske ligegyldigheder og tanke-tomme venstreorienterede soundbites om regeringens kynisme, den onde og hensynsløse Bush, den udmagrede offentlige sektor osv. osv.. Klassisk politiker-ævl, og endda ikke særligt velskrevet. Det eneste den udmærker sig ved er en opsigtsvækkende mangel på forståelse for udenrigspolitik og mellemstatslige anliggender generelt. Men det er vel ikke fordi Auken ikke ved det (det håber jeg da sandelig ikke), men formentlig mere fordi at hun satser på at den almene Politiken-læser ikke gør. Og deri har hun jo formentlig ret…