Når jeg læser nyheder som denne, bliver jeg bekymret for hvorvidt det nogensinde skal blive muligt at integrere de kommende generationer af indvandrere:
“En klasselærer i 2. klasse på Rådmandsgade Skole i København fik et chok, da hun efter en tilfældig episode tog en snak med eleverne om vold og bad dem skrive og tegne om, hvordan konflikter blev håndteret derhjemme.
To tredjedele af klassens 24 børn kunne fortælle om vold i hjemmet. Nogle fortalte om at blive slået med hård hånd, én tegnede den bøjle, han blev slået med, mens enkelte skrev, at deres mor blev slået.
[...]
Ifølge Bente Boserup, leder af rådgivningen i Børns Vilkår, mener mange børn fra indvandrerfamilier ikke, at det er noget særligt at blive slået.
»Vi kan se, at når vi besøger skoler i områder, hvor der er mange børn med anden etnisk baggrund, bliver de enten meget forundrede over, at vi har en lov, der forbyder at slå børn, eller også mener de, at den lov gælder ikke for dem. Fordi det bliver man da bare (slået, red.), forældre må gøre, hvad de vil – sådan er det bare«.”
Nu ved jeg ikke hvorvidt det er repræsentativt for danske indvandrere, eller blot indvandrere på Nørrebro. Men det lyder umiddelbart som en grotesk høj procentdel. Og det gør det ikke bedre at Manu Sareen rationaliserer det med indvandrer-forældres uvidenhed om børneopdragelse. Men tak til Politiken for rent faktisk at bringe historien – for 10 eller bare 5 år siden var den formentlig blevet tiet ihjel.
I lørdags blev en af mine kammerater overfaldet i Blågårdsgade. Eller nærmere betegnet, han var vidne til et overfald, og det kvitterede gerningsmændene så for, med et knytnæveslag i hans ansigt. Heldigvis blev det ikke til mere end at han kunne få lov at stå og se paf ud med en kebab i højre hånd og hans cykel i venstre, mens gerningsmanden forsvandt ned i en gyde. Der var tale om en indvandrergruppe der overfaldt to tilfældige forbipasserende, med en flaske. De to gik forbi dem og da de er passeret siger den ene af indvandrerne: “Hey – du har tabt din handske”. Da han vender sig om for at samle den op, springer en anden frem og slår ham ned med en flaske. Så dagens lektion: hvis der nogensinde er en mistænkeligt udseende person der råber at du har tabt din handske, just keep on walking!
Det virker totalt meningsløst, men på den anden side, hvis de her personer er vant til at blive tævet af deres familie, hvorfor skulle de så opføre sig anderledes overfor fremmede? Grunden til at det bekymrer mig er at der stort set intet effektivt middel findes, til at stoppe forældres vold imod børn. Der er naturligvis dialogen, men spørgsmålet er hvor stor en effekt den har, hvis forældrene intet galt kan se i at de tæver deres børn. Den sidste udvej er tvangsanbringelse (dvs. fjerne børnene), men udover det etisk betænkelige i dette værktøj, er det dybt tvivlsomt om det rent faktisk er til børnenes fordel. De undersøgelser der findes på området, viser, så vidt jeg ved, at tvangsanbragte børn rent faktisk klarer sig dårligere end de tilfælde af misrøgtede børn hvor man har valgt at lade dem blive ved forældrene. Den værste stedmoder er trods alt moder stat.
Hvis du troede at du kunne købe grøn strøm og sove roligt, med bevidstheden om at du bidrager til en verden fri for kul- og atomkraft, kan du godt tro om igen – endnu en økologi/miljø-fidus bliver skudt ned, denne gang af Energinet.dk. Fra dagens Politiken:
“I Østdanmark kom tre procent af den leverede el i 2007 fra atomkraftværker, mens 11 procent kom fra ‘affald, biomasse og biogas. Olie og kul tegnede sig for 53 procent, mens resten kom fra grønne energikilder som vind, vand, sol og naturgas.
Og du kan ikke fravælge eksempelvis el fra atomkraftværker. Alle østdanskere fik præcis den samme strøm i 2007. “
Årsagen er at en del af strømmen kommer fra eksempelvis Sverige eller Tyskland, og det er jo ikke til at adskille den A-kraft-producerede strøm fra den “miljøvenlige” i dette tilfælde. Jamen, er det så ikke snyderi når et elselskab forsøger at sælge dig “grøn strøm”, spørger den skarpsindige Politiken-journalist, hvortil Lene Sonne fra Energinet.dk kækt svarer:
»Det er som man tager det. Du betaler ekstra for at få en god samvittighed og for at få lov til at sige, at du bruger grøn strøm. Men i den fysiske verden har du ikke påvirket noget.”
I det mindste er hun klar i mælet – vi får i dette tilfælde uden omsvøb at vide at når man betaler for økologi/miljøvenlighed betaler vi udelukkende til vores egen samvittighed. Det bliver ikke fremlagt ligeså klart i mange andre situationer der involverer “feel-good”-produkter (eksempelvis u-landsbistand). Så en stor tak til Energinet.dk!
Gnæk!
I ugens DJØF-blad undrer samfundsforsker Verner C. Pedersen sig over at danskernes personlige ansvarsfølelse er forduftet. Han mener at det, og den krævementalitet det har affødt, er en væsentlig årsag til den stigende brug af nye styringsredskaber i det offentlige, dvs. mål- og resultatstyring, kontrakter osv. En udvikling han øjensynligt er imod. Han opremser en række eksempler på hvordan at målstyringen i mange tilfælde har den modsatte effekt af den intenderede, fordi at de ansatte stirrer sig blinde på at opfylde målene, i stedet for at gøre det mest fornuftige/hensigtsmæssige. Jeg ved ikke om jeg er enig med ham i at det har taget overhånd, for det er også mit indtryk at uden alle kontrakterne osv., ville den offentlige sektor have en tilbøjelighed til blot at sove ind og forstene. Men det er naturligvis en vurderingssag, hvordan man mener at den offentlige sektor bedst styres. Det væsentlige i artiklen er, efter min mening følgende indsigter:
“Vi har i velfærdssamfundet vænnet os til, at privilegier er noget, vi har ret til at kræve, mens ansvar er noget vi kan overlade til andre.”
Pedersen kæder dermed velfærdssamfundets krævementalitet og moralske slaphed sammen med de stigende krav til den offentlige sektor. Jeg er ikke sikker på at jeg selv har set det præcis sådan før, men forskellige varianter af argumentet kan vel findes regelmæssigt i liberale kredse. Petersen præciserer:
“Jeg mener at velfærdssamfundets grundlæggende intention om at skabe lige muligheder for alle i forhold til blandt andet uddannelse og sundhed er prisværdig. Men et eller andet sted i forrige århundrede er vi gledet over i det risikoløse samfund, og nu er vi nået til et punkt, hvor den personlige ansvarlighed er så lav, at vi konstant vender os imod det offentlige i stedet for at tænke og handle selvstændigt.”
Han nævner et eksempel fra Sterlings konkurs, hvor der lød krav om at folk med værdiløse billetter, skulle have dem erstattet af Rejsegarantifonden. Mere konkret kan det nok ikke formuleres. Og interessant at tesen kommer fra en samfundsforsker – de plejer ikke at ty til den slags argumenter. Det er desuden også interessant, hvis man ser det i forhold til finanskrisen – finanskrisen er jo delvist også en uansvarlighedskrise. Det er muligt at den ansporet af lidt for kreative finansieringsteknologier, menneskelig flokmentalitet og en for lav rente. Men mon ikke en del af den også skyldes en kultur der i mindre og mindre grad bygger på ideen om det personlige ansvar? Det er naturligvis svært at bevise.
Mht. Pedersens “tidspunkt i det forrige århundrede”, hvor velfærdsmentaliteten løb af sporet, kan jeg ikke præcisere det, men formentlig indsnævre det til et tidspunkt i slutningen af 60erne eller starten af 70erne. Det var den “anden” socialistiske bølge over den vestlige verden, der fulgtes ad med hippi-bevægelsen og borgerrettighedsbevægelserne, der grundlage ideen om at man blot skal nyde uden at yde. Det er mit indtryk at de “gamle” socialdemokrater trods alt stadig så en dyd i arbejde, og at man havde en pligt til i det mindste at forsøge at forsørge sig selv. Med universaliseringen af rettigheder på alle centrale områder af livet, forsvandt de dyder formentlig.
Totalitarian regimes behave towards their subjects, like monotheistic gods do towards their worshippers - with jealousy, jaundice and contempt for their person.
If you’re in doubt, read this piece, which the Wall Street Journal brings on their front page today. In spite of Ms. Vallejo’s family’s support for the revolution, and their dedication to altruistic goals and the common good, Castro’s regime demands total submission to their impeccable authority and omnipotense. A few excerpts:
“Today, Ms. Vallejo, 56, feels trapped by the events of 1959. She can’t travel outside Cuba or hold a prominent job, the result of a failed attempt to defect in 1981. Desperate to find meaning in their lives outside of politics, she and her husband, Rey, have dedicated the past 19 years to helping Cuban children with cancer. But even that mission is met with hostility from a government that never forgives those who question it.”
This happened, even though Vallejo’s father was one of Castro’s closest aides and allies during the revolution, and aftermath. But apparently he was a bit too autonomous to be acceptable, to a regime which is founded upon blind obedience: read more…
Fra Kristeligt Dagblad – for et par dage siden…
Hvem skulle have troet at den almægtige dræberkanin var sårbar overfor Israelske luftangreb? Nåh, verden er formentlig ikke blevet et ringere sted af den grund.
Hvor troværdigt er det her lige?
Jeg har talt med den medarbejder, der udtaler den refererede sætning. Han har oplyst, at han ikke har anvendt udtrykket “perker”, men derimod har sagt: “kan du fatte det perle”, udtaler politidirektør Hanne Bech Hansen og tilføjer:
- Jeg har ved en grundig gennemlytning af det lydspor, der ledsager optagelserne af den omtalte hændelse konstateret, at det er korrekt, at der bliver sagt “perle” og altså ikke “perker”.
Jeg må medgive Hanne Bech Hansen, at det rent faktisk lyder som om at han råber “perle”. Ikke fordi det ikke er forkert også… men trods alt bedre end racistiske slangord. Men det er jo svært at høre om det er en forvrængning af lyden, eller om han rent faktisk siger perle. Jeg har aldrig hørt ordet “perle” før, og jeg synes at det bør sandsynliggøres at det er et alment slangord, før den påstand bliver troværdig…
I løbet af julens Gaza-krise undrede jeg mig godt nok over Politikens visuelle illustrationer begivenhederne: de virkede noget mere udpenslede og dramatiske end sædvanligvis. Faktisk synes jeg at de havde en ny lemlæstet palæstinenser på forsiden af deres netudgave stort set hver eneste dag. Svaret fik jeg så et par uger efter da Politiken annoncerede deres “nye billedpolitik“.
“Vi har vist og vil vise billeder af både døde og sårede mennesker, voksne og børn, i avisen og på nettet.
Vi gør det ikke for at sælge flere aviser eller få flere læsere af politiken.dk. Faktisk er den overvejende læserreaktion negativ, når vi viser krigsbilleder.
Læsernes Redaktør får travlt hver gang med at besvare kritiske breve og e-mail fra jer. Mange breve handler om, at vi udstiller mennesker i nød. Men faktisk vil ofrene gerne have deres historie fortalt, fortæller vores udsendte fotografer og journalister. Når vi ikke viser billederne af døde og sårede beskytter vi kun dem, som har løftet våbenet.”
[...]
“Der er ikke tale om, at Politiken giver frit løb for alskens grufulde billeder. Vi jager ikke nogen effekt, men har kun et ønske om at gengive og dokumentere virkeligheden.
Der er altid en risiko for, at fotograferne i en konflikt har valgt side, og at de forsøger at manipulere. Vi prøver at undgå falske billeder ved at sende egne fotografer, og ved at bruge billeder fra bureauer, vi har tillid til. Desuden har Politiken en fotodesk med højt kvalificerede billedredaktører, som har forudsætningerne for at sortere.”‘
Et par kommentarer:
1. Det er lidt tankevækkende at det her falder sammen med Gaza konfliktens optrapning, hvor Politiken samtidig har leveret en dækning så ensidig at man skulle tro at Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening havde overtaget redaktionsgangen. Men måske er der bare tale om et tilfælde – Politikens egen billedredaktør forsikrede i hvert fald, i Deadline, om at det var noget de havde diskuteret længe. Under alle omstændigheder er jeg tilbøjelig til at tolke det her som et udtryk for venstrefløjens stigende følelsesmæssige frustration og hysteri over at verden tilsyneladende roterer i den modsætning til deres visioner (Modkraft har også dagligt plastret deres forside til med tilsvarende billeder). Sådan opfatter de det i hvert fald. Det kan være at det hjælper nu hvor Obama er blevet valgt… selvom han fører en, fra venstrefløjens synspunkt, konservativ politik, hjælper det nok at det ikke er en kristen Texas-mand der står i spidsen for den vestlige verden.
2. Der er for mig ikke noget specielt grænseoverskridende ved at man bringer den slags billeder. Det afhænger fuldstændig af hvilken type dagblad man ønsker at bringe til verden. Man kan enten vælge at fremstille en avis, hvis formål er at dokumentere virkeligheden rationelt og nøgternt, på en måde der forsyner læseren med den information der er nødvendig for at foretage rationelle beslutninger og værdidomme. I givet fald leverer man beskrivelser af begivenheder i et sprog der er funderet på “logos” (dvs. “facts”, rationaler, rigide analyser) og evt. “etos” (f.eks. kildekritik), med så lidt “patos” som muligt, og det baggrundsstof der skal til for at læseren kan forstå konteksten. Illustrationerne skal primært tjene som baggrundstæppe og anspore læserens nysgerrighed - eksempelvis et billede af politiske forhandlinger, en panser-division, distancerede billeder af krigens ødelæggelser, røgskyer osv. Alternativt leverer man et dagblad der har til formål at anspore folks følelser frem for deres rationalitet – historierne er penslet til med patos-sprog og billederne er kulørte illustrationer der udgør en historie i sig selv (og fylder derfor også tilsvarende). Ekstra Bladets er det mest slående eksempel på denne strategi. Politiken forsøger nu åbenbart at gå deres lillebror i bedene, blot med et mere “storpolitisk sigte”. Hvor EB primært omhandler Maren i Kæren og begivenheder som selv den mest ensporede, snæversynede og provinsielle person kan forholde sig til, forsøger Politiken, efter min mening, med dette træk at implementere EBs formidlingsform i en global politisk kontekst.
Jeg har ualmindeligt vanskeligt ved at se hvad det præcis er disse billeder skal bidrage med af dokumentation, som pennen ikke kan levere? Det eneste Politikens kulørte dødspornografi kan bidrage med, er at anspore had og vold, og iblande brusende følelser i begivenheder der er så væsentlige at de ikke burde styres af den slags. Som om at demonstranterne til Israel-Palæstina demonstrationer har behov for flere følelser?
3. Det privatlige-intimsfæremæssige aspekt: Politiken hævder selv at deres ofre ønsker at folk skal kende til deres historie. Men hvem har lyst til at der står en hær af kamerafolk og blitzer mens man står med sin blødende, 10-årige søn i armene? Jeg har svært ved at tro at ofrene rent faktisk ønsker det her – i givet fald vil jeg tillade mig at betvivle ofrenes karakter og dømmekraft.
Derudover er der jo naturligvis også det mere strategisk-politiske aspekt i det, at denne politik er vand på møllen for organisationer som Hamas og Hizbollah, der aktivt udnytter den slags til det yderste.
Overordnet set, endnu en sten til Politikens gravplads.
Har du nogensinde undret dig over hvorfor rige mennesker næsten altid har smukke partnere? Det har jeg i hvert fald. En af årsagerne er måske at kvinder får bedre orgasmer hos rige mænd, hvis man skal tro dette studie:
‘”Kvinders orgasmehyppighed stiger med deres partners indtægt,” siger psykolog Thomas Pollet, Newcastle University, som står bag undersøgelsen sammen med professor Daniel Nettle. ‘
Jeg gad godt vide om det funktionelle forhold er lineært, logaritmisk eller (gys) eksponentielt. Jeg ville selv gætte på det midterste.
“De mener, at kvinders orgasme er en evolutionær tilpasning, som driver kvinderne til at vælge og beholde seksuelle partner af høj kvalitet. “
En ting jeg dog undrer mig over er hvor meget af det der er kulturelt betinget – penge er jo bare én “proxy” for høj kvalitet. I et andet samfund ville (og tid?) det måske være råstyrke. Det her er naturligvis endnu et argument for mere omfordeling, så alle kan blive lige rige (eller lige fattige). Tænk hvis nogen skulle få bedre orgasmer end andre? Nogle undersøgelser fra Skotland viste i øvrigt for nogle år siden, at musik smag også er korreleret med indkomst. Opera-fans og heavymetal fans har eksempelvis gennemsnitligt højere indkomst end folk der lytter til eksempelvis jazz eller indie-rock. Gad vide om piger med heavy metal kærester så også får bedre orgasmer…?
Jeg kan ikke huske hvilket konkret studie der var tale om, men det var af denne psykologi-professor på Heriot Watt University.
