Teknokraten Fogh

Normalt springer jeg behændigt avis-kronikker over, når de er skrevet af politikere. Årsagen er at det er de færreste politikere i Danmark der har blot tilnærmelsesvist interessante tanker på hjerte. I reglen er der blot tale om tåbelige floskler og indstuderede paroler, tilpasset konteksten efter bedste evne (og den evne glimrer ofte ved sit fravær, også i dette tilfælde, hvor en del af kronikken omhandler udenrigspolitik – se længere nede). Det gælder for både højre og venstre. Ida Aukens kronik i Politiken i dag er ingen undtagelse. Alligevel fangede et par af paragrafferne i den min opmærksomhed. Årsagen er at når man skærer alle de fortærskede venstreorienterede klicheer fra, og graver sig ind til temaet, er der noget essentielt sandt i det Auken forkynder:

Men leder man efter politisk substans i Foghs meritter, er der ikke meget at komme efter. Det skyldes, at Anders Fogh måtte lægge sit politiske projekt – minimalstaten – i graven for at komme til magten, og efter en vellykket, men temmelig overfladisk værdikamp, har Fogh snarere ledet landet som en dygtig embedsmand end som en visionær politiker.

[...]

Fogh er et levende bevis på, at man kan komme langt uden et politisk projekt. Men resultatet bliver også derefter.

Og han har haft let spil, for de seneste syv år har vi haft et økonomisk opsving, der kan sløve selv den skarpeste kritikerhjerne.

Når alting går godt, er det lettere at bilde folk ind, at det politiske ikke spiller en rolle, og at det er nok at administrere og finjustere de samfundsmæssige strukturer. Desuden kan man let forledes til at tro, at der ikke er behov for de store forandringer, gennemført i fællesskab.

Hver gang Fogh er stødt på et reelt politisk problem, har han benyttet sig af samme taktik. Først har han nedsat en kommission, hvor problemet kunne parkeres en årrække.

Dernæst har han nøjedes med at forholde sig til halvdelen af kommissionens forslag. Til slut er han endt med en række halvgennemførte reformer: politireformen, kvalitetsreformen og med al sandsynlighed nu også skattereformen.

Hvor ville jeg dog ønske at den mere argument-resistente del af venstrefløjen (dem der lige nu vræler og vrider sig over minimalstats-tyranniet) ville læse med. For det ovenstående er jo såre sandt: Fogh er en socialdemokratisk administrator, ingen ideologisk politiker. Og det samme gælder hans regering. Det kan være at det hjælper at det er en Auken der forkynder sandheden.

Resten af kronikken er en endeløs syndflod af populistiske ligegyldigheder og tanke-tomme venstreorienterede soundbites om regeringens kynisme, den onde og hensynsløse Bush, den udmagrede offentlige sektor osv. osv.. Klassisk politiker-ævl, og endda ikke særligt velskrevet. Det eneste den udmærker sig ved er en opsigtsvækkende mangel på forståelse for udenrigspolitik og mellemstatslige anliggender generelt. Men det er vel ikke fordi Auken ikke ved det (det håber jeg da sandelig ikke), men formentlig mere fordi at hun satser på at den almene Politiken-læser ikke gør. Og deri har hun jo formentlig ret…