Mere følelsesporno fra Politiken: stor, styg industrikolos træder (igen) på den lille mand

På forsiden af dagens netavis, ledsaget af et stort billede:  “Mød Dennis – et offer for finanskrisen“. Politiken foretager endnu et strategisk træk imod deres kommende profil som politisk sladderblad.

Selve artiklen består af en kort baggrundshistorie, præsenteret som et kvalmt Danielle Steel narrativ. Det fremgår næsten af overskriften, hvor hovedpersonen præsenteres som et “offer”.Mao. patos-galore. Politiken går virkeligt sin lillebror, Ekstra Bladet, i bedende for tiden. Jeg gad godt vide om det er økonomisk (dalende oplag) eller politisk desperation (højrefløjens tyranni) der driver dem til at foretage de dispositioner de gør.

Historien folder sig ud for læseren som et  klassisk drama imellem “den lille mand” og “den store, stygge industrikolos”, af den type slutningen af 1800-tallet og mellemkrigstiden formentlig bragte mange eksempler på:

“Det er 15 år siden, at han første gang trak i arbejdstøjet hos Danfoss.

Siden er hans afdeling blevet en del af selskabet Sauer-Danfoss, men for Dennis Westergaard er det ét fedt.

Danfoss er Danfoss, og industrigiganten på Als har ligesom for så mange andre beboere på Nordals været omdrejningspunktet i hans arbejdsliv.

Uanset om han var på dag- eller natholdet. Uanset om han stod ved drejebænk eller fræsemaskine. “

[...]

“At så mange mennesker skulle fyres, kom dog som et chok for de ansatte. Også for Dennis Vestergaard, der har haft svært ved at tale med sine kolleger om sin frygt for at blive fyret.

Hvis det stod til ham, skulle man fyre alle pendlerne – både de danske og de tyske – først af hensyn til lokalområdet.

»Man kunne have gjort det på en ordentlig måde, hvis man var gået efter princippet om ’sidst ind, først ud’ De lokale er jo netop dem, som har arbejdet her i mange år«, siger Dennis Vestergaard. “

Et spørgsmål: hvorfor? Hvad skulle virksomheden få ud af at fyre efter disse principper? Det er et urimeligt krav at stille.

“Han har svært ved at sætte ord på sine følelser. Men når han mærker efter, går én følelse igen.

»Det er ydmygende og flovt ikke at føle sig så meget værd som sine kolleger. Selvfølgelig er jeg også ked af det, men det andet fylder mere«, siger han.

Fyringssamtalen med værkføreren og tillidsmanden varede kun ti minutter. Dennis Vestergaard havde ikke nogen trang til at trampe rundt i, hvorfor lige netop hans navn stod på listen. “

Bagefter ringede han til sin mor…

Det er aldrig sjovt at blive fyret – jeg har aldrig selv prøvet det, men jeg kan forestille mig at følelsen af at blive kasseret fra noget der fylder meget i ens liv, må være dybt ubehagelig. Der har også været fyringsrunder på min arbejdsplads – og måske bliver jeg selv fyret en dag. Men det er pt. ikke noget jeg frygter så meget, måske fordi jeg er en del af den generation der er vokset op med den evige økonomiske højkonjunktur. Jeg har svært ved at se mig selv stå uden job-muligheder. Men det mest irriterende ved denne her historie er at Dennis rent faktisk selv er bevidst om at han formentlig godt kunne få et job, hvis han blot gad skifte branche og evt. flytte. Men det gider han ikke. Derudover påstår han også at han rent faktisk godt kan overleve på dagpenge, selvom det bliver smalt. Tough, men sådan er det altså. Det minder mig lidt om en anden bekendt, der blev fyret fra sin stilling som IT-tekniker hos TDC. Han kunne også nemt få et job et andet sted, men lige præcis på Fyn, hvor han var bosat, var der altså ikke ret meget - han gad bare ikke flytte, så han endte med at gå arbejdsløs i 8-10 måneder. Det er en tåbelig indstilling der kun kan lade sig gøre at overleve på fordi vi i DK har så generøse velfærdsydelser. Istedet skriver Dennis nu på en børnebog…

Men tilbage til Politiken. Jeg fatter simpelthen ikke deres redaktionelle strategi. Hvad er det præcis de vil opnå med den profil de tilsigter? Denne her historie er som taget direkte ud af “Barts people“, en klassisk Simpsons episode hvor de gør grin med følelsesladet, populistisk journalistik (formentlig af den type man finder på Fox News, endnu et medie som Politiken åbenbart er på vej i liga med):

“Joe Banks… 82 years young has come to this pond every day for the past 17 years, to feed the ducks. But last month, Joe made a discovery… the ducks… were gone! Some say the ducks went to Canada, others say Toronto. And some people think, that joe used to sit down there, near those ducks. But it could be, that there is just no room in this modern world, for an old man… and… his ducks…”