Politikens nye billedpolitik

I løbet af julens Gaza-krise undrede jeg mig godt nok over Politikens visuelle illustrationer begivenhederne: de virkede noget mere udpenslede og dramatiske end sædvanligvis. Faktisk synes jeg at de havde en ny lemlæstet palæstinenser på forsiden af deres netudgave stort set hver eneste dag. Svaret fik jeg så et par uger efter da Politiken annoncerede deres “nye billedpolitik“.

“Vi har vist og vil vise billeder af både døde og sårede mennesker, voksne og børn, i avisen og på nettet.

Vi gør det ikke for at sælge flere aviser eller få flere læsere af politiken.dk. Faktisk er den overvejende læserreaktion negativ, når vi viser krigsbilleder.

Læsernes Redaktør får travlt hver gang med at besvare kritiske breve og e-mail fra jer. Mange breve handler om, at vi udstiller mennesker i nød. Men faktisk vil ofrene gerne have deres historie fortalt, fortæller vores udsendte fotografer og journalister. Når vi ikke viser billederne af døde og sårede beskytter vi kun dem, som har løftet våbenet.”

[...]

“Der er ikke tale om, at Politiken giver frit løb for alskens grufulde billeder. Vi jager ikke nogen effekt, men har kun et ønske om at gengive og dokumentere virkeligheden.

Der er altid en risiko for, at fotograferne i en konflikt har valgt side, og at de forsøger at manipulere. Vi prøver at undgå falske billeder ved at sende egne fotografer, og ved at bruge billeder fra bureauer, vi har tillid til. Desuden har Politiken en fotodesk med højt kvalificerede billedredaktører, som har forudsætningerne for at sortere.”‘

Et par kommentarer:

1. Det er lidt tankevækkende at det her falder sammen med Gaza konfliktens optrapning, hvor Politiken samtidig har leveret en dækning så ensidig at man skulle tro at Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening havde overtaget redaktionsgangen. Men måske er der bare tale om et tilfælde – Politikens egen billedredaktør forsikrede i hvert fald, i Deadline, om at det var noget de havde diskuteret længe. Under alle omstændigheder er jeg tilbøjelig til at tolke det her som et udtryk for venstrefløjens stigende følelsesmæssige frustration og hysteri over at verden tilsyneladende roterer i den modsætning til deres visioner (Modkraft har også dagligt plastret deres forside til med tilsvarende billeder). Sådan opfatter de det i hvert fald. Det kan være at det hjælper nu hvor Obama er blevet valgt… selvom han fører en, fra venstrefløjens synspunkt, konservativ politik, hjælper det nok at det ikke er en kristen Texas-mand der står i spidsen for den vestlige verden.

2. Der er for mig ikke noget specielt grænseoverskridende ved at man bringer den slags billeder. Det afhænger fuldstændig af hvilken type dagblad man ønsker at bringe til verden. Man kan enten vælge at fremstille en avis, hvis formål er at dokumentere virkeligheden rationelt og nøgternt, på en måde der forsyner læseren med den information der er nødvendig for at foretage rationelle beslutninger og værdidomme. I givet fald leverer man beskrivelser af begivenheder i et sprog der er funderet på “logos” (dvs. “facts”, rationaler, rigide analyser) og evt. “etos” (f.eks. kildekritik), med så lidt “patos” som muligt, og det baggrundsstof der skal til for at læseren kan forstå konteksten. Illustrationerne skal primært tjene som baggrundstæppe og anspore læserens nysgerrighed - eksempelvis et billede af politiske forhandlinger, en panser-division, distancerede billeder af krigens ødelæggelser, røgskyer osv. Alternativt leverer man et dagblad der har til formål at anspore folks følelser frem for deres rationalitet – historierne er penslet til med patos-sprog og billederne er kulørte illustrationer der udgør en historie i sig selv (og fylder derfor også tilsvarende). Ekstra Bladets er det mest slående eksempel på denne strategi. Politiken forsøger nu åbenbart at gå deres lillebror i bedene, blot med et mere “storpolitisk sigte”. Hvor EB primært omhandler Maren i Kæren og begivenheder som selv den mest ensporede, snæversynede og provinsielle person kan forholde sig til, forsøger Politiken, efter min mening, med dette træk at implementere EBs formidlingsform i en global politisk kontekst.

Jeg har ualmindeligt vanskeligt ved at se hvad det præcis er disse billeder skal bidrage med af dokumentation, som pennen ikke kan levere? Det eneste Politikens kulørte dødspornografi kan bidrage med, er at anspore had og vold, og iblande brusende følelser i begivenheder der er så væsentlige at de ikke burde styres af den slags. Som om at demonstranterne til Israel-Palæstina demonstrationer har behov for flere følelser?

3. Det privatlige-intimsfæremæssige aspekt: Politiken hævder selv at deres ofre ønsker at folk skal kende til deres historie. Men hvem har lyst til at der står en hær af kamerafolk og blitzer mens man står med sin blødende, 10-årige søn i armene? Jeg har svært ved at tro at ofrene rent faktisk ønsker det her – i givet fald vil jeg tillade mig at betvivle ofrenes karakter og dømmekraft.

Derudover er der jo naturligvis også det mere strategisk-politiske aspekt i det, at denne politik er vand på møllen for organisationer som Hamas og Hizbollah, der aktivt udnytter den slags til det yderste.

Overordnet set, endnu en sten til Politikens gravplads.