Krævementalitet – nu med højt lix-tal

Da jeg afsluttede mit studie blev jeg opfordret til at søge et Ph.D.-stipendiat, og jeg overvejede det faktisk stærkt. I denne uges udgave af Weekendavisen er der en historie der illustrerer en af årsagerne til at jeg ikke gjorde det. At jeg så sent som i går sad og vrissede over ”barnepigestats-mentaliteten” blandt danskere, gør det ikke mindre ironisk at jeg i dag bliver udsat for noget der nok bedst kan beskrives som krævementalitet med efterbrænder på (højeste gear er ikke dækkende for det her). En vis aspirerende Ph.D. kandidat fra Aalborg klager over at han ikke kan få dagpenge mens han skriver Ph.D. ansøgning, uden at skulle være tvunget til at sidde nede på jobsøgningscenteret og sende ansøgninger konstant! Der er vel at mærke tale om en potentiel Ph.D. studerende, ikke en der har fået stipendiatet endnu, men det er vidst nok godt det samme i Aalborg, hvor konkurrencen om stipendierne så vidt jeg ved er nærmest ikke-eksisterende.

I en mail-korrespondence med Weekendavisens Anna Libak, fortæller denne belæste velfærdsnarkoman at han regner med at skulle bruge omkring seks måneder på at sikre sig sin drømmekarriere som forsker – og det er åbenbart en så presset tidsfrist at han ikke magter at tjene til dagen samtidig (leveomkostningerne i Aalborg er åbenbart skyhøje, må man udlede)! Til orientering benyttede de folk jeg kender der, med succes, har ansøgt om et Ph.D.-stipendiat, omtrent 1-2 uger (samlet!) på deres ansøgning og researchen til den (som oftest baseret på deres speciale-afhandling). Denne højtuddannede døgenigt magter simpelthen ikke at tage et par timer om dagen ved kassen i Netto og arbejde på hans ansøgning om aftenen – som Anna Libak korrekt påpeger i hendes korrespondence med vedkommende, er der folk der har fuldtidsarbejde og formår at skrive bøger ved siden af!

I tredje afsnit af korrespondencen kammer det fuldstændigt over, og vi får her et hint om hvad det er vedkommende har tænkt sig at spilde tre år på skatteydernes regning på:

“Tusind tak for dit grundige svar. Konstruktivitet opstår i dialektiske oppositioner.”

Hvis nogen skulle være i tvivl fremgår det her at vedkommende formentlig vil bruge skatteborgernes ressourcer til at skrive om et eller andet “low-added-value”, “postmoderne”, humanistisk… Og:

“Man kunne opstille en lille allegori, som jeg synes er meget sigende. Lad os tage Århus som eksempel. Hvorfor er Århus Smilets by? Det er det delvis, fordi der er en bymidte, hvor biler og trafik ikke dominerer, og hvor fodgængere og cyklister kan nyde tiden i forbrugskulturens hyggelige summen. Nogle af de mennesker, man skal takke for, at der er steder i samfundet, vi kan kalde kulturelle, er mennesker som konceptudviklere, kunstnere, forfattere, indretningsarkitekter, byplanlæggere og alle de andre kreative mennesker. Det er ikke altid, de har arbejde. Når de ikke har arbejde, har de brug for, at de som arbejdsløse kan bevare tilliden til sig selv. En anden titel ville krænke deres faglige stolthed, og en tvunget realisering af en anden titel ville kunne fratage personen drivkraften som kreativ. For den kreative er faglig stolthed ofte det eneste, personen har som ledetråd, og det er dermed samfundets eneste håb om, at den kreative kan realisere sin egen drøm – værket. Som det er i dag, klipper jobcentrene den ledetråd over. Som det er i dag, skal cyklisterne og fodgængerne se sig ekstra grundigt for. Hvis de bliver kørt over, er det både deres egen skyld, og det er bilistens gode ret, da der for tiden ikke er det sted, hvor bilisten ikke har ret. Selvfølgelig er nogle ikke-kreative imod min analyse. Til dem kunne man sige: Læg dog redskaberne fra jer og tag jer en uddannelse. På samme måde som de siger til os, at vi skal lægge bøgerne fra os og få os et arbejde. Det er to forståelsesverdener, der aldrig kan forenes. Det er da godt, at vi snart kan udlicitere den ene til andre lande og satse mere på den første.”

A-ha! Vi kan heraf udlede at vedkommende ikke blot har tænkt sig at spilde skatteyderkroner på at fede den i seks måneder, for at forberede sig til at bruge tre år yderligere på skatteborgernes regning, på noget der med 99,999999% sandsynlighed er komplet ubrugeligt - vi risikerer også at hans projekter munder ud i en elitær, nedladende belæring af almindelige mennesker der knokler med almindelige jobs. Man bliver helt vred når man læser det afsnit! Det værste er at der, så vidt jeg ved, er så få ansøgere til Ph.D. stipendiater på Aalborg Uni. at han formentlig får et…

Heldigvis bliver han læst og påtalt af Anna Libak…