The Vanishing Point

Det her kommer måske lidt sent, men jeg har været i Sønderjylland hele Bededagsferien. I anledning af Foghs 10-års jubilæum som formand for Venstre har Politiken bedt deres læsere tilkendegive deres mening om ham. Det kommer der meget underholdende rasen og sprutten ud af. Ikke overraskende kunne Politiken få dage efter konstatere at deres læsere “dumper Fogh“. Som Politikens journalist selv bemærker virker mange af kommentarerne “bitre, vrede og hadefulde”. At de er så¨følelsesladede medfører naturligvis også at der regelmæssigt bliver draget nogle paraleller der er helt ude i hampen, ofte med associationer til folk og regimer vi ikke ønsker at sammenligne os selv med eller you-know-what. Nogle af de argumenter der hyppigst anvendes til at defamere hans person er:

1. Han er magtliderlig.
2. Han er populistisk.
3. Han er arrogant.
4. Han lyver eller har løjet.
5. Han er kynisk mht. andre folks skæbner.
6. Han er en hykler.
7. Han er Georg W. Bushs skødehund.
8. Han er en krigsforbryder (hvad det så end skal betyde).
9. Han er antidemokratisk.
10. Han er fremmedfjendsk.
11. Han har et sygt menneskesyn.
12. Han har afmonteret velfærdsstaten (???) og er “neoliberal” (????).
13. Han er en “omvendt Robin Hood” - han kæmper de riges sag imod de fattiges.

De hundrevis af besvarelser er desværre ikke videre kreative - de centrerer alle om et par enkelte temaer, som man åbenbart må udlede ligger venstrefløjen tungt på sinde nu om dage, og stort set samtlige besvarelser kan opsummeres i de ovenstående 13 punkter. Eftersom at de er ret symptomatiske for den kritik venstrefløjen normalt kan mønstre imod Fogh, har jeg alligevel et par kommentarer.

Først og fremmest: det er naturligvis totalt tåbeligt og totalt blottet for proportionssans at kalde Foghs regering for en “banarepublik” og kalde ham for “krigsforbryder” eller “folkemorder”. Men hvis man nedtoner retorikken til et lidt mere sobert niveau, synes jeg egentlig trods alt at jeg kan nikke anerkendende til mange af kritikpunkterne - faktisk mere eller mindre punkt 1-6. Min indvending til det er: hvilken politiker med indflydelse er ikke karakteriseret ved punkt 1-6? Eftersom at det her skulle handle om Fogh personligt, virker det lidt ligegyldigt at beskrive ham med generiske politiker-træk (dvs. magtliderlighed, arrogance, løgnagtighed, populisme og hykleri). Hvis man virkeligt vil være politiker og have reel indflydelse, er der meget stor sandsynlighed for at man besidder flere af de træk i mere eller mindre grad. Don’t blame the player, blame the game. Det nærmeste alternativ, Helle Thorning Schmidt (Nej Villy er ikke et seriøst alternativ, endnu da…) besidder formentlig nøjagtig de samme træk som Fogh på de områder.

Mht. punkt 7, så er jeg sådan set også enig i det. Men jeg har svært ved at det skulle være et problem at vi har et nært forhold til vores allierede, og desuden har jeg svært ved at se at Bush skulle være så meget værre end mange andre politikere derude (indrømmet, han er ikke optimal - men det er de andre toppolitikere vi gnubber skuldre med i NATO og EU bestemt heller ikke).

Mht. nummer 8: det irriterer mig altid lidt når Irak-krigen anklages for at være en “ulovlig krig”. Ikke fordi jeg specielt bifalder krig eller Irak-krigen, men mere fordi at det for de flestes vedkommende implicerer at krigen på en eller anden måde havde været “lovlig” hvis bare den havde haft et flertal i FN bag sig. Det er efter min mening en temmeligt tåbelig idé at FN kan give krig legitimitet - hvis bare sikkerhedsrådet bakker det op, så kan man gøre som man vil (eller et flertal i generalforsamlingen - det gør det ikke bedre)? Langt de fleste der taler om “ulovlig krig” går formentlig også ind for militante humanitære interventioner, der kan opfattes som en “retfærdig krig”. Men i humanitært medfør kunne man vel ligeså godt invadere Irak som man kunne invadere mange andre lande. De fleste toneangivende forskere på området er enige i at idealistiske visioner var den væsentligste drivkraft bag invasionen af Irak. Den primære årsag til at ingen køber den idé i Danmark er formentlig at der er tale om USA. Mht. alle de forbrydelser der er begået dernede i Irak, altså overgreb på krigsfanger og døde civile, så tvivler jeg på at denne her krig er værre end andre krige. Clinton sønderbombede Kosovo med tusindvis af civile ofre til følge, ingen kalder ham en krigsforbryder i dag.

9: anti-demokratisk. Hvorfor? Det er formentlig to årsager der henvises til her: han ville ikke gå i rette med tegnerne og tage afstand fra Muhammedtegningerne, og han har været med til at indføre anti-terrorlovgivning der potentielt truer vores civile rettigheder (selvom intet af det i den mest fundamentale forstand har noget specifikt med demokrati at gøre). Men igen: hvordan at anti-terrorlovgivningen er værre end mange af de tusindvis af andre kontrol- og regulerings-ordninger som vi har indført i forbindelse med oprettelsen af velfærdsstaten, uden brok, må stå hen i det uvisse (alt hvad der relaterer til skatteinddrivelse f.eks.).

Mht. 10-11: Fogh er formentlig næppe fremmedfjendsk, men han fører DFs politik for at kunne bevare magten - det kan bedre føres tilbage til hans magtbegær eller politiske ambitioner end til hans menneskesyn. Socialdemokraternes politik på udlændingeområdet ville næppe være meget anderledes. Om det så reelt kan betegnes som fremmedfjendsk er en anden diskussion. Mange taler også om at Foghs menneskesyn er baseret på mistillid (meget af den samme debat der kører i USA for tiden). Det er muligt, men jeg har svært ved at se hvorfor det skulle være værre end det patroniserende socialdemokratiske menneskesyn.

De sidste to punkter omhandler den velkendte “minimalstats-kritik” af Fogh. Mht. neoliberalisme vil jeg lade tallene tale for sig selv: siden slutningen af 1980erne har skatte- og udgiftryk svinget omkring det samme gennemsnit. Pt. går det nedad, det gjorde det også i perioder under socialdemokraterne. Hvordan det kan være at alle opfatter det som en kæmpe udsultning af den offentlige sektor er et mysterium. Men jeg formoder at noget af det samme gjorde sig gældende under Schlüter-regeringen hvor udgifter og skatter ikke nøjedes med at stå stille, de voksede eksplosivt de først 5-6 år. Som sagt så mange gange før har minimalstaten meget lange udsigter i DK, men der er åbenbart nogle grupper i landet der har en meget stærk interesse i at fremstille den som værende umiddelbart forestående.