God kronik i Berlingske dag af Farshad Kholgi. Jeg er ikke enig i alle forslagene (eksempelvis skurrer ordet “tvangsfjernelse” fælt i mine ører – det samme gør kvoter), men der er bestemt en del der er værd at overveje. Visse af dem er endda serveret med en temmelig skarp kant – eksempelvis nr. 19:
19. En ærlig fremtidssamtale med de mest utilpassede familier, der med Al Jazeera i baggrunden opdrager deres børn til at hade demokratiet, råbe død over jøderne og længe leve sharia. Denne samtale skal få disse familier til at overveje, om ikke de ville være mere lykkelige, hvis de rejste til et land, hvor man vitterligt dyrker sharialove. Der er ingen, der tvinger folk til at blive i et demokratisk land imod deres vilje.
Jeg er specielt begejstret for nr. 3 og nr. 18.
3. Nedlægge alt, hvad der findes af integrationsråd og integrationskonsulenteri. Samfundet har brug for dygtige skolelærere, der er klædt på til at tackle de etniske børns problemer og ikke mindst deres forældres mentalitet og ikke selvbestaltede integrationskvaksalvere.
[...]
18. Ophævelse af alle særlove, som de religiøse organisationer indtil nu har haft held med at indføre. Religionsfrihed betyder, at alle religioner kan leve sammen i fred. Det betyder ikke, at alle skal rette sig efter én ikke-reformeret religions tabuer. Alle børn uanset religion skal følge med i alle de aktiviteter, udflugter og fag, som skolen har på programmet. Kun med et sekulært udgangspunkt kan vi skabe et rummeligt samfund med plads til alle idéer – og danne demokratiske borgere. Religion er en privatsag. Særlove skaber afstand og i sidste ende et uundgåeligt parallelsamfund, som vi allerede nu kan opleve i England.
Amen.
For en gangs skyld er det lykkedes Politiken at publicere en artikel der pissede mig af, uden at det har noget med Politikens egen fremstilling eller valg at gøre:
Palin raser over Obamas handikap-joke
Palin formår at lyde som de skingre tyndhudede, venstreorienterede politisk korrekte godhedsdisciple som hun, øjensynlig er i opposition til. Dybt idiotisk. Der var intet krænkende i den joke . Hvis man ikke kan klare at der bliver taget pis på en, specielt i betragtning af at “Special Olympics” ikke ligefrem er sammenligneligt med den ægte olympiade, rent præstationsmæssigt, jah så er man bare en selvhøjtidelig tude-tøs der ikke fortjener at blive taget alvorligt. Held og lykke med election 2009.
I wasn’t browsing for anything Transformers-related. Honestly. But I did find that Optimus Prime-guy particularly impressive…
Found this slideshow by nobel laureate Robert Mundell (one of the guys behind the Mundell-Fleming model) at Rodriks weblog. It concerns the evolution of monetary systems and analyzes the current crisis problem. I found a few remarks particulary interesting. At slide 8 – in the victorian age:
In the nineteenth century, the British Empire was the first-among-equals great power, the pound sterling was the most important currency in the world, and London was the financial center of the world.
There were no major banking crises that affected the stability of the system.
I dunno if this is really correct – well, maybe there were no all-encompassing banking crises, but there were financial crises even during the gold standard of the late 19th century. At least that’s what I remember from the books I read about it (mainly Eichenberry). Mundell goes on to argue that there were no banking crises during Bretton Woods, and his general argument is that fluctuating exchange rates are one of the key sources of banking crises. I think there are many good points to Mundells argument, although I think he fails to spell out in detail why exactly fluctuating exchange rates are so harmful, in this particular slideshow.
I myself am kinda ambivalent towards the question of fluctuating vs. fixed exchange rates. I know that great liberals like Friedman and Hayek were in favor of fluctuating exchange rates. But it runs into the political problem of great economic powers like the US (or maybe some day China og the EU) abusing the system by flooding it with money, inflating the global economy. I see Mundells argument that fluctuating rates incites economic nationalism, especially when one of the currencies (the dollar in this case) becomes a sort of “key” currency with the privileges and political ramifications this entails (seignorage privilege for example, making US politicians less accountable to good economic governance). But Mundell is also blind to the political side of this, in my opinion. The fixed rate system of Bretton Woods was simply a ticking timebomb, waiting to burst – because it’s impossible to leave a system of fixed exchange rates in to the hands of politicians. They are not able to enforce it, because enforcing it requires them to spend political capital in the process. The idea behind the Bretton Woods was that politicians were to deflate their economies whenever tradedeficits arose, to curb the damage to competitiveness inflicted by inflation. But US politicians would never do this, as they could simply finance the deficit by printing money. In the end the gravitational pull of the “Triffin dilemma” became irresistible, forcing Nixon to abolish the system of fixed rates.
It seems that Mundell simply assumes that if we could just get politicians to agree on a “world currency” and a suitable framework of governance for this currency (rules, institutions like the IMF etc.), a fixed exchange rate system would be preferable to the system of fluctuation. My objection is that this is not plausible – politicians will always look for ways to abuse systems like this, to satisfy their own electoral needs. So the problem is to find a system that is most robust towards this sort of abuse.
I once read an essay about the “Denationalization of money” by Hayek. Back then I found it utterly implausible that you could have that many currencies without the system drowning in transactions costs. However I recently saw a show on National Geographic about the history of the dollar (geeky, I know), and apparently for a substantial amount of the 19th century, US banks each had their “own” version of the dollar. Which meant that there were 500+ different currencies in the us for several decades. Of course this system was rife with problems of monetary fraud. But I still find it fascinating that it seemed to work – if money can be identified with specific banks, this should have an accountability effect on the banks to spur economic responsibility. Of course the system was abolished eventually, in favor of a centralized dollar (and, much later, a central bank). Maybe it didn’t work – or maybe it was politically opportune to abolish it. Who knows. All I know is that it solved much of the problems with “fake money”.
Anyways, read the whole slideshow – it’s interesting. And the last part about the “Goats of international finance” is not without humor. Oh, and I disagree with him that Lehman shouldn’t have been allowed to fail. But that’s mainly because I personally think that the whole “too big too fail”-concept reeks with moral hazard.
I forbindelse med at jeg søgte efter denne mere eller mindre underlødige post af Naser Khader om Bonnichsen (Khader skal vel være den sidste i landet til at uddele idiotpriser, i lyset af hans egne præstationer de seneste 2 år), skulle jeg søge på Khader for at finde det relevante blog-indlæg. Nedenstående dukkede op som Google’s første forslag, baseret på hits/links.
Khader svin
Må være træls at have forbundet med sit navn på internettet, for tid og evighed…
Hvis der skulle herske nogen tvivl om at velfærdsstaten har en indbygget totalitær tilbøjelighed, så skulle den vidst efterhånden være manet jorden – tak til de Konservative:
Kulturminister Carina Cristensen (K) vil give de statslige licensinspektører mulighed for at tvangstilmelde folk til medielicensen, bare inspektørerne gennem et vindue kan se et fjernsyn eller en computer i stuen eller gennem døren kan høre, at der kører et apparat.
[...]
Hvis en licensinspektør tvangstilmelder en borger, skal beslutningen ganske vist præsenteres for vedkommende, men så vidt Oluf Jørgensen kan læse ud af lovforslaget, lægges der op til omvendt bevisbyrde, så det herefter er op til borgeren at bevise, at der ikke er noget apparat på adressen.
[...]»Det er bemærkelsesværdigt, synes jeg, at et lovforslag lægger op til statsautoriseret vindueskiggeri«, siger Oluf Jørgensen, der frygter, at den nye, mere aggressive fremfærd fra licensinspektørerne vil gå ud over Danmarks Radios omdømme i befolkningen.
Interessante tider.
Normalt springer jeg behændigt avis-kronikker over, når de er skrevet af politikere. Årsagen er at det er de færreste politikere i Danmark der har blot tilnærmelsesvist interessante tanker på hjerte. I reglen er der blot tale om tåbelige floskler og indstuderede paroler, tilpasset konteksten efter bedste evne (og den evne glimrer ofte ved sit fravær, også i dette tilfælde, hvor en del af kronikken omhandler udenrigspolitik – se længere nede). Det gælder for både højre og venstre. Ida Aukens kronik i Politiken i dag er ingen undtagelse. Alligevel fangede et par af paragrafferne i den min opmærksomhed. Årsagen er at når man skærer alle de fortærskede venstreorienterede klicheer fra, og graver sig ind til temaet, er der noget essentielt sandt i det Auken forkynder:
Men leder man efter politisk substans i Foghs meritter, er der ikke meget at komme efter. Det skyldes, at Anders Fogh måtte lægge sit politiske projekt – minimalstaten – i graven for at komme til magten, og efter en vellykket, men temmelig overfladisk værdikamp, har Fogh snarere ledet landet som en dygtig embedsmand end som en visionær politiker.
[...]
Fogh er et levende bevis på, at man kan komme langt uden et politisk projekt. Men resultatet bliver også derefter.
Og han har haft let spil, for de seneste syv år har vi haft et økonomisk opsving, der kan sløve selv den skarpeste kritikerhjerne.
Når alting går godt, er det lettere at bilde folk ind, at det politiske ikke spiller en rolle, og at det er nok at administrere og finjustere de samfundsmæssige strukturer. Desuden kan man let forledes til at tro, at der ikke er behov for de store forandringer, gennemført i fællesskab.
Hver gang Fogh er stødt på et reelt politisk problem, har han benyttet sig af samme taktik. Først har han nedsat en kommission, hvor problemet kunne parkeres en årrække.
Dernæst har han nøjedes med at forholde sig til halvdelen af kommissionens forslag. Til slut er han endt med en række halvgennemførte reformer: politireformen, kvalitetsreformen og med al sandsynlighed nu også skattereformen.
Hvor ville jeg dog ønske at den mere argument-resistente del af venstrefløjen (dem der lige nu vræler og vrider sig over minimalstats-tyranniet) ville læse med. For det ovenstående er jo såre sandt: Fogh er en socialdemokratisk administrator, ingen ideologisk politiker. Og det samme gælder hans regering. Det kan være at det hjælper at det er en Auken der forkynder sandheden.
Resten af kronikken er en endeløs syndflod af populistiske ligegyldigheder og tanke-tomme venstreorienterede soundbites om regeringens kynisme, den onde og hensynsløse Bush, den udmagrede offentlige sektor osv. osv.. Klassisk politiker-ævl, og endda ikke særligt velskrevet. Det eneste den udmærker sig ved er en opsigtsvækkende mangel på forståelse for udenrigspolitik og mellemstatslige anliggender generelt. Men det er vel ikke fordi Auken ikke ved det (det håber jeg da sandelig ikke), men formentlig mere fordi at hun satser på at den almene Politiken-læser ikke gør. Og deri har hun jo formentlig ret…
I know it sounds like a tired conservative sound-bite – a simplistic cliché at best, manipulative hatemongering at worst. And no, it’s not exactly what you expect from that wing, but this petition from Economic Policy Institute seriously baffled me. Mainly because it includes first and foremost some of the heaviest players in modern economics (such as Kenneth Arrow or Robert Solow), second at least one person you normally don’t associate with anti-market views (or pro-union views, in this case) – Jagdish Bhagwati. It is a response to the relative depression of “workers” wages in the last decades, supporting the so-called “Employee Free Choice Act”. I have written about this earlier. From the petition:
The Employee Free Choice Act will better reflect worker desires than the current “war over representation.” The Act will also
lower the level of acrimony and distrust that often accompanies union elections in our current system.A rising tide lifts all boats only when labor and management bargain on relatively equal terms. In recent decades, most
bargaining power has resided with management. The current recession will further weaken the ability of workers to bargain
individually. More than ever, workers will need to act together.The Employee Free Choice Act is not a panacea, but it would restore some balance to our labor markets. As economists,
we believe this is a critically important step in rebuilding our economy and strengthening our democracy by enhancing the voice of
working people in the workplace.
It’s a mystery to me how well-educated economists can support something like this. For starters, I never understood howcome a monopoly in the labor-market could be desirable, when monopoly is more or less unanimously opposed by economists in virtually every other domain of the economy. Second, I don’t understand how they can dismiss the obvious political ramifications this act has for individual freedom, and how it empowers the most ruthless thugs of the labor markets to stifle opposition to their agenda.
I don’t think their petition will matter a lot though, but this bill will likely be passed sooner or later, now that the Democrats are in charge of congress (and the presidency).
I sidste uges søndagsavis er der et interview med Margrethe Vestager på side 13 hvori hun bedyrer at hun er “afhængig af actionfilm”. Til trods for at interviewet er kort, siger det desværre alligevel en hel del om Vestager (og formentlig også de Radikale). Og det er ikke specielt positivt.
Jeg skal være den sidste til at klandre Vestager for at være fascineret af action-film. Hvis der er nogen på denne planet der kan sidde limet fast til sofaen, paralyseret i betingelsesløs tilbedelse og euforisk beruselse over synet af hormon-pumpede kødbjerge, i stramme jeans og nøgen, olieret overkrop (evt. wife-beater) der uden tøven eller anger slagter dusinvis af anonyme håndlangere, er det mig. Jeg vil ikke gå så langt som at sige at jeg får erektion af at se “Predator“, men der er vidst ingen fan af 80er-actionfilm der ikke er bevidste om den utilslørede homo-erotiks subliminale suggestionskraft (el., dvs. forsøgt tilsløret ved at udstyre de græske halvguder i hovedrollerne med overdimensionerede skydevåben og knive, hvilket blot tilfører filmene en dimension af fallisk stråleglans).
Men tilbage til Vestager. I interviewet beskrives det hvorledes at Vestager som en tyv i natten sniger sig ned til den lokale videoudlejer, og får sit “action-fix”. Vestager udtaler selv om sit misbrug: “Det fantastiske ved actionfilm er, at man ved hvor komplet i hegnet det er at forestille sig, at man kan løse tingene på den måde,”.
Et ord: SUK! Hvor er det latterligt konformt. Det er tilsyneladende meningen med interviewet at det skal vise en mere “frisk” side af Vestager og de Radikale. Men det ender blot med at være symptomatisk for hvorfor De Radikale er og bliver det politiske systems pendant til det irriterende dydsmønster fra folkeskolen og gymnasiet, der altid sad på første række med tindrene øjne og hånden oppe i et desparat forsøg på at tækkes læreren. Derudover håner Vestager min, og formentlig de fleste andres, intellekt, ved at antage at vi menige borgere ikke kan se det urealistiske i at John Rambo egenhændigt gør kål på en hel russisk elite-division, blot ved at råbe “FUCK ‘EM” og holde aftrækkeren nede på M60eren. VI VED GODT DET ER UREALISTISK VESTAGER – at du formaster dig til bryde illusionen ved at påpege det åbenlyse, siger mere om dig end om os.
Havde Vestager blot ladet det blive ved at hun elskede action-film, fordi det bare er fantastisk fedt når Schwarzenegger, konfronteret med en væsel-agtig Colombiansk kidnappers krav om at “samarbejde” blot råber “WRÅÅNG!” og blæser hovedet af ham med sin 12-gauge. Eller når Schwarzenegger lokker fem uvidende narko-håndlangere ind i et redskabsskur, hvorefter han nådesløst slagter dem alle sammen ved hjælp af en høtyv, en økse, en machete og to rundssave indenfor et interval på 20 sekunder!
Derudover irriterer det mig også at Vestagers eksempler er film som Die Hard og Bourne-trilogien. Ikke fordi det ikke er gode film, det er det helt bestemt – rigtig gode endda. Men det havde blot været en tand mere dristigt hvis hun havde opremset en liste af Schwarzenegger og Seagal-film – om ikke andet så fordi det er mere rendyrkede illustrationer af genrens ideal. Og ja, de er en smule mere amatør-agtige – men det er jo også det der er en del af charmen ved dem. Specielt Arnolds film, fordi de stort set altid er skudt med en stærk dosis ironisk distance. Arnold ved også godt at det her er ren underholdning. I går viste TV3 eksempelvis “True Lies” – bedre eksempel på det findes formentlig ikke. Og hvor er det suveræn underholdning.
Fesent, Vestager.
/Rant out.
Mere følelsesporno fra Politiken: stor, styg industrikolos træder (igen) på den lille mand
På forsiden af dagens netavis, ledsaget af et stort billede: “Mød Dennis – et offer for finanskrisen“. Politiken foretager endnu et strategisk træk imod deres kommende profil som politisk sladderblad.
Selve artiklen består af en kort baggrundshistorie, præsenteret som et kvalmt Danielle Steel narrativ. Det fremgår næsten af overskriften, hvor hovedpersonen præsenteres som et “offer”.Mao. patos-galore. Politiken går virkeligt sin lillebror, Ekstra Bladet, i bedende for tiden. Jeg gad godt vide om det er økonomisk (dalende oplag) eller politisk desperation (højrefløjens tyranni) der driver dem til at foretage de dispositioner de gør.
Historien folder sig ud for læseren som et klassisk drama imellem “den lille mand” og “den store, stygge industrikolos”, af den type slutningen af 1800-tallet og mellemkrigstiden formentlig bragte mange eksempler på:
“Det er 15 år siden, at han første gang trak i arbejdstøjet hos Danfoss.
Siden er hans afdeling blevet en del af selskabet Sauer-Danfoss, men for Dennis Westergaard er det ét fedt.
Danfoss er Danfoss, og industrigiganten på Als har ligesom for så mange andre beboere på Nordals været omdrejningspunktet i hans arbejdsliv.
Uanset om han var på dag- eller natholdet. Uanset om han stod ved drejebænk eller fræsemaskine. “
[...]
“At så mange mennesker skulle fyres, kom dog som et chok for de ansatte. Også for Dennis Vestergaard, der har haft svært ved at tale med sine kolleger om sin frygt for at blive fyret.
Hvis det stod til ham, skulle man fyre alle pendlerne – både de danske og de tyske – først af hensyn til lokalområdet.
»Man kunne have gjort det på en ordentlig måde, hvis man var gået efter princippet om ’sidst ind, først ud’ De lokale er jo netop dem, som har arbejdet her i mange år«, siger Dennis Vestergaard. “
Et spørgsmål: hvorfor? Hvad skulle virksomheden få ud af at fyre efter disse principper? Det er et urimeligt krav at stille.
“Han har svært ved at sætte ord på sine følelser. Men når han mærker efter, går én følelse igen.
»Det er ydmygende og flovt ikke at føle sig så meget værd som sine kolleger. Selvfølgelig er jeg også ked af det, men det andet fylder mere«, siger han.
Fyringssamtalen med værkføreren og tillidsmanden varede kun ti minutter. Dennis Vestergaard havde ikke nogen trang til at trampe rundt i, hvorfor lige netop hans navn stod på listen. “
Bagefter ringede han til sin mor…
Det er aldrig sjovt at blive fyret – jeg har aldrig selv prøvet det, men jeg kan forestille mig at følelsen af at blive kasseret fra noget der fylder meget i ens liv, må være dybt ubehagelig. Der har også været fyringsrunder på min arbejdsplads – og måske bliver jeg selv fyret en dag. Men det er pt. ikke noget jeg frygter så meget, måske fordi jeg er en del af den generation der er vokset op med den evige økonomiske højkonjunktur. Jeg har svært ved at se mig selv stå uden job-muligheder. Men det mest irriterende ved denne her historie er at Dennis rent faktisk selv er bevidst om at han formentlig godt kunne få et job, hvis han blot gad skifte branche og evt. flytte. Men det gider han ikke. Derudover påstår han også at han rent faktisk godt kan overleve på dagpenge, selvom det bliver smalt. Tough, men sådan er det altså. Det minder mig lidt om en anden bekendt, der blev fyret fra sin stilling som IT-tekniker hos TDC. Han kunne også nemt få et job et andet sted, men lige præcis på Fyn, hvor han var bosat, var der altså ikke ret meget - han gad bare ikke flytte, så han endte med at gå arbejdsløs i 8-10 måneder. Det er en tåbelig indstilling der kun kan lade sig gøre at overleve på fordi vi i DK har så generøse velfærdsydelser. Istedet skriver Dennis nu på en børnebog…
Men tilbage til Politiken. Jeg fatter simpelthen ikke deres redaktionelle strategi. Hvad er det præcis de vil opnå med den profil de tilsigter? Denne her historie er som taget direkte ud af “Barts people“, en klassisk Simpsons episode hvor de gør grin med følelsesladet, populistisk journalistik (formentlig af den type man finder på Fox News, endnu et medie som Politiken åbenbart er på vej i liga med):
“Joe Banks… 82 years young has come to this pond every day for the past 17 years, to feed the ducks. But last month, Joe made a discovery… the ducks… were gone! Some say the ducks went to Canada, others say Toronto. And some people think, that joe used to sit down there, near those ducks. But it could be, that there is just no room in this modern world, for an old man… and… his ducks…”
